24 august 2015

KANOTUR

I weekenden var jeg på kanotur. Min allerførste af slagsen. Men bestemt ikke den sidste. Jeg var afsted sammen med Filejsen, hans søster og hendes kæreste. Og det var bare knas hyggeligt.

Vi startede fredag, med at tage langt ud i skoven hos nogle af Filejsens venner for at overnatte der. De bor vitterligt ude midt i en skov. Stik mig et jagtgevær (inkl. jagttegn) og en vagthund, så er det min våde drøm om den perfekte beliggenhed til en bolig.

Efter morgenmad lørdag tog vi med alt vores grej til Gl. Rye Teltplads, hvorfra vi startede. Vi Sejlede afsted i to kanoer, mig en anelse nervøs, fordi jeg aldrig havde prøvet det før. Men det gik så fint, hvis jeg selv skal sige det, så var jeg et naturtalent! Jeg plaskede ikke særligt meget, jeg faldt ikke i og jeg rejste mig ikke op i kanoen eller sad uroligt. Jeg var meget dygtig!

Vi sejlede med strømmen og havde stort set medvind hele vejen (hvilket selvfølgelig gjorde turen lettere). Lørdag valgt vi at slå lejr på Allinge Vest Teltplads, hvor vi fik lavet bål og grillet og hygget. Søndag fortsatte vi til Silkeborg i et stille og roligt tempo.

Vejret var med os alle dage, og jeg er da også helt sikker på det ville have været en ganske anden tur, hvis der havde været strid modvind hele vejen og/eller det havde stået ned i lårfede stråler.  Så havde man nok set madammen her bande og svovle hele vejen og sværge at det var første og eneste tur i kano. Men sådan var det heldigvis ikke. Så nu har jeg klart mod på mere.

Nedenfor er nogle billeder taget med det tvivlsomme kamera i en iPhone 4S - for jeg skulle ikke have mit dyre kamera med i en kano!
[Udsigten vi vågende op til lørdag morgen. Åh, hvem der bare boede fuldstændig uforstyrret i en skov.]
[Lejren lørdag, der bliver grillet og lavet mad i trangia.] 
[Den dejligt primitive lejrplads, med bålsteder, to toiletter og en brønd - that's it! Og hvad mere behøver man egentlig?]
[Udsigten fra teltet søndag morgen. Hvor jeg havde frosset mere en lørdagskyllingen i Nettos frysedisk.] 
[De læssede kanoer. Vi havde virkelig begrænset os.]
[Udsigten fra en kano et eller andet sted på ruten.]
[Mere udsigt.] 
[Et lille bitte vandløb man kunne padle ind i. Med en lille bitte bro. Og den fineste helt rolige sø på den anden side.]
[Og nogle hyggelige øer skabt til skattejagt og opdagelse.]
[Hjuldamperen Hjejlen i Silkeborg, som var vores slutdestination.]

20 august 2015

I GÅR AFTES

Vi var ude og spise i går aftes. På en helt almindelig onsdag. Vi valgte at købe et bord på Ravnsborg Vinbar gennem Earlybird.dk. Earlybird er virkelig et genialt koncept, hvor man sparer en tredjedel af prisen på en fast menu (nogle gange kan man vælge imellem forskellige retter) på nogle gode restauranter. Finten er at man betaler for maden med det samme, så føles det som et virkeligt billigt restaurantbesøg, når man kun skal betale for vinen.

Ravnsborg Vinbar har vi været på før, så vi vidste, det var godt. Den købte menu var tre retter, men vi valgte at købe en fjerde ret med rørt tatar til, da vi ikke kunne bestemme os. Og uh, det var lækkert. Jeg beklager de mørke billeder, men der er en hyggelig belysning, og jeg bliver bare aldrig en af de der bloggere, der ta'r billeder fra alle mulige vinkler og sørger for det rette lys og bla bla bla. Min mad bliver kold!

[De to forretter. Først rørt tatar - NAM og så smørstegte kantareller. Og ja, jeg glemte at tage et billede før jeg begyndte at spise. I'm that kind of blogger.] 
[Nyretapper, perfekt stegte. Og ja, nu var det pludselig mørkt udenfor.]

[Desserten var hyben panna cotta. Og ja, jeg spiste den før jeg huskede på det med billedet. Det smagte dejligt!]

18 august 2015

PÅ DET SENESTE HAR JEG... #3


  • Fortsat grovspiseriet jeg påbegyndte i sommerferien. Jep, er stadig en tyk trunte.
  • Drukket mig meget fuld på Smukfest.
  • Bestilt en ferie til Færøerne. Fordi billetterne kostede ingenting.
  • Panikket over Filejsens jobsamtale på Lolland...!
  • Grillet fire gange på en uge på terrassen i eufori over at sommeren endelig er her.
  • Svedt. Enormt meget! Uden overhovedet at lave noget.
  • Solbadet på terrassen. Fuck hudkræft!

DATE NIGHT

Efter en hektisk sommer var det i fredags tid til date-night. Ikke fordi der var noget særligt at fejre, udover endelig at have tid med hinanden, bare fordi det er rart at komme lidt ud engang imellem. Så vi kørte en helt klassisk "dinner and a movie".

Dinner foregik på Gran Torino, Madklubbens lokale italiener, som efter sigende skulle bage nogle killer pizzaer. Gran Torino havde fødselsdag, så der var gratis bobler - og det siger jeg jo ikke nej til. Vi havde ikke alverden tid og havde heller ikke tænkt os at fyre en masse penge afsted, så vi delte en snacktallerken. Udvalget var ikke så varieret (hvilket også fremgik af menukortet) til gengæld var der rigeligt til to i én tallerken. Derudover fik vi chips med trøffel. For come on, trøffel er jo bare hammer lækkert.

Efter snacktallerken fik vi pizza. Bunden var perfekt tynd og lækkert sprød, kanten lidt brændt som den skal være. Kvaliteten fejlede intet, dog må jeg sige, at jeg synes, de var lidt flade i smagen. Jeg er all for at råvarerne skal kunne smages og ikke overdøves af chili og hvidløg (som det tit sker på tømmermændspizzaer). Men jeg manglede altså lidt mere kant. Vi skal dog helt klart tilbage, da der er flere pizzaer, jeg skal have smagt. Og så har de en 12 retters tasting menu, jeg helt sikkert også skal dykke ned i på et tidspunkt.
[Mmmmhh, bobler]
Efter maden skyndte vi os op i Empire Bio - min aller yndlings biograf - for at se Irrational Man, Woody Allens nyeste. Den var helt klassisk Woody Allen. Ganske fin og finurlig. Så hvis man ellers er til hans film, kan den varmt anbefales. Og den har endda fået nogle fine anmeldelse.

Som afslutning på en klassisk date night fik vi en øl, og så var det ellers hjem og på hovedet i seng. For turen gik til Dragør næste dag. På cykel...!!

17 august 2015

VERDENS STØRSTE KRIDTMALERI

Efter at have tilbragt en dejlig weekend på den sydligste del af Amager, stødte vi på hjemturen på Verdens Største Kridtmaleri. Hele Nørrebrogade var spærret af fra Dronning Louises Bro til Nørrebros Runddel. Midt på vejen lå børn og voksne i en stor pærevælling og tegnede med kridt. Det hele var en tak til Nørrebro arrangeret af nørrebroforeningen Soulwash.

Jeg nåede kun at se starten af projektet. Egentlig ville jeg have gået en tur om aftenen og kigget lidt mere på det storslåede projekt, men hjemmehyggen overmandede mig. Jeg synes dog, det er fantastisk, at der i en storby er plads til den slags projekter. Det er en af de mange ting, jeg elsker ved København.


13 august 2015

SMUKFEST '15


Min ferie i år, indtil videre, har været en tur på Smukfest. Det var 4. gang jeg var afsted og jeg skal helt klart afsted igen til næste år. Vi boede i Hotelt lige op og ned ad festivalpladsen, så det tog kun et par minutter, så stod man ved den ene af scenerne. Og hold nu op hvilken fest det var. Vejret var fantastisk, selskabet det bedste man kunne ønske sig, jeg fik drukket min egen vægt i alkohol (mindst) og fik faktisk også hørt en del musik - hvoraf jeg kan huske det meste, dog er der et par enkelte koncerter der er lidt slørede grundet alkotågerne.

Jeg fik hørt:

  • Hej Matematik - brugte dog det meste af koncerten på at opbygge en brandert. Det lykkedes!
  • Bikstok - fik rystet min reggaerøv.
  • Danser med drenge - nostalgitrip for alle pengene (i folkeskolen deltog jeg i en playback-konkurrence i klubben med en af deres sange). Dette var en af de koncerter, hvor jeg var temmelig beruset, så jeg endte med at tude det sidste af koncerten, fordi jeg blev så berørt over sangen "Er der nogen i himlen".
  • Tiësto - hoppede helt op foran i mængden, da jeg gerne ville opleve hvilken slags fest, det var. Den var god!
  • The Powls - fordi de er kampsjove. De skal helt klart spille til mit bryllup.
  • Kim Larsen - manglede alle de gode sange, han ikke fik spillet. Manden har simpelthen for stort et repertoire til kun en times koncert.
  • Marie Key - dejlig koncert, hvor jeg også endte med at stå og flæbe, fordi det var så smukt og trist. Og jeg var ædru!
  • De eneste to - hvor jeg igen brugte hele koncerten på at bygge en brandert op.
  • Standup - og ja, det var sjovt. Stemmer dog for mere Niels Hausgaard til næste år.
  • Ulige numre - åh, de dejlig Kjøvenhavnerdrenge.
  • Rammstein Jam - helt oppe foran, for det ville Filejsen. Overhovedet ikke min musik, men hold da magle for en fest.
  • Suspekt - ville gerne se dem levere en god fest. Synes ikke rigtig de gjorde det.