24 august 2015

KANOTUR

I weekenden var jeg på kanotur. Min allerførste af slagsen. Men bestemt ikke den sidste. Jeg var afsted sammen med Filejsen, hans søster og hendes kæreste. Og det var bare knas hyggeligt.

Vi startede fredag, med at tage langt ud i skoven hos nogle af Filejsens venner for at overnatte der. De bor vitterligt ude midt i en skov. Stik mig et jagtgevær (inkl. jagttegn) og en vagthund, så er det min våde drøm om den perfekte beliggenhed til en bolig.

Efter morgenmad lørdag tog vi med alt vores grej til Gl. Rye Teltplads, hvorfra vi startede. Vi Sejlede afsted i to kanoer, mig en anelse nervøs, fordi jeg aldrig havde prøvet det før. Men det gik så fint, hvis jeg selv skal sige det, så var jeg et naturtalent! Jeg plaskede ikke særligt meget, jeg faldt ikke i og jeg rejste mig ikke op i kanoen eller sad uroligt. Jeg var meget dygtig!

Vi sejlede med strømmen og havde stort set medvind hele vejen (hvilket selvfølgelig gjorde turen lettere). Lørdag valgt vi at slå lejr på Allinge Vest Teltplads, hvor vi fik lavet bål og grillet og hygget. Søndag fortsatte vi til Silkeborg i et stille og roligt tempo.

Vejret var med os alle dage, og jeg er da også helt sikker på det ville have været en ganske anden tur, hvis der havde været strid modvind hele vejen og/eller det havde stået ned i lårfede stråler.  Så havde man nok set madammen her bande og svovle hele vejen og sværge at det var første og eneste tur i kano. Men sådan var det heldigvis ikke. Så nu har jeg klart mod på mere.

Nedenfor er nogle billeder taget med det tvivlsomme kamera i en iPhone 4S - for jeg skulle ikke have mit dyre kamera med i en kano!
[Udsigten vi vågende op til lørdag morgen. Åh, hvem der bare boede fuldstændig uforstyrret i en skov.]
[Lejren lørdag, der bliver grillet og lavet mad i trangia.] 
[Den dejligt primitive lejrplads, med bålsteder, to toiletter og en brønd - that's it! Og hvad mere behøver man egentlig?]
[Udsigten fra teltet søndag morgen. Hvor jeg havde frosset mere en lørdagskyllingen i Nettos frysedisk.] 
[De læssede kanoer. Vi havde virkelig begrænset os.]
[Udsigten fra en kano et eller andet sted på ruten.]
[Mere udsigt.] 
[Et lille bitte vandløb man kunne padle ind i. Med en lille bitte bro. Og den fineste helt rolige sø på den anden side.]
[Og nogle hyggelige øer skabt til skattejagt og opdagelse.]
[Hjuldamperen Hjejlen i Silkeborg, som var vores slutdestination.]

Ingen kommentarer: