31 marts 2015

BLOGROLL #3

De tegnede

Tredje del af de blogs jeg følger fast - denne gang tegnede blogs. Der er et hav af dem ude på det store internet, og jeg falder da ofte over nye. Men disse er dem, der ligesom hænger ved.

Marens Blog

Jeg startede med at crushe på Maren, da hun var med i DR-programmet "Sådan er mødre". Hun var så dejligt uselvhøjtidelig. Da hun så vandt politikens stribekonkurrence, blev jeg opmærksom på hende igen, og fandt hendes blog - jep, jeg googler alt og alle, det kunne jo være man fandt noget interessant. Bloggen er en blanding af tegneserier og klip fra marens liv, med børn, mand, hund og et hus der er under evig istandsættelse.

StineStregen

Som jeg husker det, blev jeg ledt til Stine gennem Maren. Stine hun er ærlig. Og sjov. Og vanvittig dygtig. Jeg er vild med hendes streg, især når det bliver lidt gakket.

Live fra Lolland

Bloggen startede egentlig under et andet navn. Jeg kan ikke huske præcist hvordan jeg fandt frem til den, lur mig om det ikke er en af ovenstående damer, der er ansvarlig for det. Kristina, der har bloggen, er som de andre uselvhøjtidelig og ærlig. Og så har hun en helt simpel og effektfuld streg. Hun tegner om livet på Lolland, med alt hvad det indebærer.

Hverdagsnadia

Nadia tegner om sit liv, alle de skøre episoder der opstår i hverdagen. Det er for så vidt ikke særligt specielt. Det særlige er at alle er tegnet som dyr. Et simplet, men meget effektfuldt træk. Nadia er gravhunden.

Katrines Blogbog

Katrin laver de fineste fineste tegninger af hverdagsepisoder fra sit eget liv. Nogle gange er de sjove, andre gange alvorlige, men altid virkelig fine.

26 marts 2015

SELVFØLGELIG HJÆLPER DET DA...

  • at dytte, når folk går i stå i trafikken. Jep, den form for hepning gør det helt klart lettere at finde koblingspunktet.
  • at stirre ondt på kassedamen i Netto. For hun er helt sikkert så langsom, som hun overhovedet kan være.
  • at råbe af buschaufføren, fordi han er forsinket. Så indhenter vi helt sikkert køreplanen.
  • at rode køledisken igennem efter mælken med den lægnste holdbarhed. De kan holde i over en uge og du drikker det alligevel på 3 dage.
  • at sukke dybt i køen på apoteket. Nej, de kan ikke åbne flere kasser og ja, folk fejler alt muligt som de får medicin for.
  • at skule ondt på kvinden med det grædende barn i flyveren. Hun har det 10 gange værre end dig.
  • at stille dig helt op i nakken på folk når de skal betale. Så kan de helt sikkert huske koden til dankortet.

25 marts 2015

PÅ DET SENESTE HAR JEG... #1

  • Været til fest både i Århus og København på samme dag.
  • Endelig, endelig, ENDELIG fået booket et sted at bo når vi skal til New York.
  • Fået påbegyndt læsning af bogen "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt". Læste "Analfabeten" af samme forfatter i juleferien og var godt underholdt, så er meget forventningsfuld.
  • Smidt en skindhandske væk. Jeg har haft den siden jul, så den var vel også ved at være slidt og klar til udskiftning.
  • Brugt lidt for mange penge på tøj og sko. Det.Stopper.Nu.
  • Lagt lidt for mange planer i påskeferien. Hvad blev der lige af planen om bare at slappe af?

23 marts 2015

JEG DRIKKER ALDRIG MERE...

Fordi:

  • Det er mandag, jeg var fuld i lørdags, og har stadig en smule tømmermændskvalme.
  • Ligegyldigt hvor meget - eller lidt - jeg drikker, så har min hjerne en fantastisk effektiv delete-knap. Der er med garanti flere huller i min hukommelse end i en schweizer-ost (fårk, en dårlig joke).
  • A pros pos hullerne, så får jeg selvfølgelig altid sagt et eller andet dumt, som jeg så ikke kan huske dagen efter. I lyset af at de sidste to branderter har været med arbejde - og dermed med cheferne - er dette meget ubelejligt.
  • Jeg bliver altid meget stor i slaget, der er ikke den ting jeg ikke kan klare eller ikke har lyst til at deltage i. Det er bare ikke altid jeg har det sådan, når alkotågen fordufter.
  • Jeg drikker ofte for meget for hurtigt. Jeg kan ikke styre det. Men jeg lærer det aldrig.

19 marts 2015

TING JEG IKKE FORSTÅR #2



  • De der strikbukser fra Zara, som er en kopi af dem fra et eller andet stort modehus (nej, kan ikke huske hvilket. Bevarmigvel, så er dette nok ikke en modeblog, hva?! Næh...).
  • Den der piercing over læben. Beklager, det ligner bare en bums.
  • Fodgængere langs søerne, som insisterer på at gå på cykelstien. I har to stier  at fordele jer på, hum væk fra min!
  • Folk der ikke kan finde ud af at køre i bil, og derfor holder midt i krydset og spærrer når der bliver rødt. Læs færdselsreglerne.
  • Justin Bieber. I.DON'T.GET!
  • Nu skinner solen endelig, hvorfor f..... skal det så blæse hele tiden.
  • Sandaler med pels. Fordi så kan man bruge dem om vinteren??
  • Hypen omkring Chaneltasker (nok mest fordi jeg ikke selv har råd til en)...
  • Folk der ikke spiser kød. I have no words.

18 marts 2015

FORÅRSØNSKER

Jeg har haft solbriller på 2 dage i streg nu. Det må betyde, at foråret er kommet. Og med foråret kommer også en kriblen i dankortet. I et forsøg på at tøjle mit forbrug, har jeg forsøgt at kortlægge min garderobe og de items, jeg bruger (mere om det i et andet indlæg), så jeg kan lave en shoppeliste, der helst ikke må afviges fra - med tryk på HELST. For nogle gange falder man bare over noget, der er så fantastisk, at man bliver nødt til at eje det. 

Nå, men nedenfor er et udpluk af mine forårs og sommerønsker. Og ja, man fornemmer klart et farvetema. Det er ikke med vilje, det er bare sådan jeg er bedst tilpas (og buksedragten er altså navy). Og så barsler jeg jo stadig om at tilføje endnu en blomstret forårsjakke til garderoben.
[(1) Sæt fra Cecilie Copenhagen, (2) Silkeshorts fra Rosemunde, (3) Buksedragt fra Zara, Silkekjole fra Kokoon, (5) Horn fra Jane Kønig, (6) Sko fra Dr Martens, (7) Sko fra Mango, (8) Skjorte fra Zara]

17 marts 2015

IT'S UP TO YOU NEW YORK, NEW YORK

Filejsen og jeg skal til New York i slutningen af april. Flybilletterne er bestilt. Bevares, vi har ikke fundet et sted at bo - vi drømmer om at leje en lejlighed, men har ikke fundet noget der var okay til prisen. Så jeg krydser fingre for det sker en af de nærmeste dage samtidig med jeg bander over dollarens himmelflugt.

Et sted at bo skal vi dog nok finde, og imens kan man jo drømme om alle de dejlige ting vi skal lave. Det er min anden tur til The Big Apple og Filejsens første. Vi har aftalt at det skal være en afslappet tur, men man bliver jo nødt til at se lidt. Så vi (nok mest jeg) har lavet en bruttoliste. Så ta'r vi den i prioriteret rækkefølge og når det vi når.

Filejsen er heldigvis ikke så interesseret i de allermest turistede ting, så dem kan vi heldigvis gå udenom (selvom ALT vel er turistet i New York). Nedenfor er et udpluk af de ting vi gerne vil nå. Udover de nævnte ting, skal vi selvfølgelig spise en god mad, slentre i de forskellige kvarterer - herunder opleve vanviddet i Chinatwon - nyde hinandens selskab og shoppe (bare en lille smule).

Frihedsgudinden

Den bør man selvfølgelig se, men vi har ikke noget behov for at komme helt over på øen. I stedet er planen at tage gratisfærgen til Staten Island, se gudinden og NY Skyline og så udforske Staten Island lidt.

Central Park

Hvis vejret tillader, river vi en hel dag ud af kalenderen og slapper af i Central Park. Kigger på mennesker, drikker kaskader af kaffe, holder picnic, ta'r en lur, læser i en bog, slapper af.

Brooklyn Brewery

Anbefalet af et vennepar. Vi er begge ret glade for øl så det bliver vi nødt til at se. Så kan vi bruge resten af dagen før og efter til at udforske Brooklyn. Og gå en tur over Brooklyn Bridge.

Base Ball

Allerhelst ville jeg have været i Madison Square Garden og se basket ball, men de lange tumper spiller ikke mens vi er der. I stedet er der to andre tumper der slår på hinanden; det gider jeg ikke. Så det bliver baseball i stedet. Givetvis på aller bagerste række. Og ja, det regner helt sikkert den dag. Nej, vi har ikke tænkt det helt igennem.

High Line Park

En nedlagt højbane, som er ombygget til park. Har hørt en mase godt om det og tænker, det skal ses.

Top of the Rock

Vi bliver nødt til at se Manhattan lidt fra oven. I stedet for menneskermylderet i Empire State Building, satser vi på Rockefeller Center. Udsigten er mindst lige så god herfra, og som min veninde sagde, da jeg var i New York med hende: man kan jo ikke se Empire State Building fra Empire State Building.

9/11 mindesmærke

Det er en af de mere turistede ting, men jeg tænker det skal ses.

Nedenfor er lidt billeder fra sidst jeg var afsted. Åh hvor jeg glæder mig. Nu skal vi bare finde den fedeste lejlighed og dollaren skal styrtdykke.









10 marts 2015

BLOGROLL #2

The fashion blogs...


Jep, jeg følger en del modeblogs. Her er et lille udsnit af dem jeg har fulgt i længst tid og som er nogle af de første jeg tjekker.


Emily Salomon

Nok en af de første blogs jeg begyndte at følge. Et meget fint æstetisk univers med en dame, som bare altid ser bragende godt ud.


Passions for fashion

Endnu et æstetisk univers. Og bagmanden bag mit - og tror jeg mange andres - garderobestativ bestående af vandrør.

En dejlig afslappet blog og blogger med en afslappet stil. Jeg ville ønske at hun producerede flere indlæg, da jeg simpelthen finder hende uhyre inspirerende - og dejligt uselvhøjtidelig (et træk der går igen for mange af de bloggere, jeg følger).


Rock Paper Dresses

Det fineste farverigeste univers. Jeg er vild med Cathrine og hendes stil, som ligger milevidt fra min. Men hun inspirerer og får mig også til at gå med farver - en gang i mellem. Og så er hun bare så gennemført og ærlig. Og igen - uselvhøjtidelig (gad vide om det er et ord...).

Jeg følger et have af andre modeblogs, mange af dem nok mest fordi det er en vane, og fordi jeg er storforbruger af medier. Jeg sluger dem råt og kigger forbi flere gange dagligt for at se, om der skulle være nyt. Måske skulle jeg få mig et liv...?




09 marts 2015

JEG ØNSKER MIG...

Et af mine mange mange problemer, når jeg skal tage tøj på om morgenen, er, at jeg har ret brede hofter og tilsvarende smalle - ja smalle - skuldre. Det resulterer i, at jeg ofte føler mig for top-tung (hvis det er et udtryk, der giver mening). Især med korte nederdele eller skinny-jeans er det et problem, da jeg oven i de brede hofter har kraftige lår, der sluttes af med et par grimme knæ. Jep, jeg har virkelig ikke været særligt heldig på kropsfronten. Så er der sikkert andre steder jeg har været mere heldig, jeg venter stadig på at opdage hvor... Any day now...

Nå, men jeg bilder mig ind at jeg har fundet løsningen på mit problem: et par dr Martens sko! Jeg elsker at gå i herresko, og med disse vil jeg kunne tilføje noget tyngde til mine outfits og se mere harmonisk ud. Jamen se lige nedenfor, hvor fedt det ser ud. Det bliver jeg da nødt til. Ikke?! Ikke! De skal helt sikkert på shoppelisten - jep!

[Street style billeder hentet fra det store internet]

08 marts 2015

FORÅR

Så kom foråret endelig til Nørrebro. Efter hvad der føles som en lang vinter, der aldrig rigtig peakede - hvorfor var det lige vi skulle snydes for dynger af sne, som lægger en dæmper på det hele og samtidig giver en masse lys - kom solen i dag for alvor frem. Og det gjorde københavnerne også. 

I mit kvarter er der loppemarked, så det vrimler med forårskåde mennesker overalt. Hvor der er en solplet, sidder der så mange mennesker, der overhovedet kan være og nyder solen. Det er så vidunderligt at det endelig lysner. Så mangler vi bare at temperaturen kryber op over 10 grader, så vi kan lufte de blege ben i et par stumpede bukser og finde forårsfrakken frem.
[Stemningsbilleder fra et solkysset Nørrebro i dag]

06 marts 2015

AMERICAN SNIPER I PALADS - DEN RÆDSELSFULDE MASTODONT

Filejsen og jeg var i biffen - ja, igen - i tirsdags. Rigtig datenight med bif og mad efterfølgende. At vi så endte med at sidde over maden og koordinere kalendre nævner vi ikke...

Vi var i Palads. Årh, jeg er altså ikke fan. Jeg går mest i "voksen"-biografer (uden at det på nogen måde skal misforstås på den kinky måde). Med "voksen"-biografer mener jeg Grand, Dagmar og Empire. Steder hvor jeg ved, at folk går i biografen for at se film, fremfor at sidde og snakke under halvdelen af filmen. Jeg sætter af princip ikke mine ben i Cinemaxx af samme årsag. Og det var da også kun af nød at vi tog i Palads. For jeg er blevet gammel. Så gammel, at hvis vi går ind og ser en film, der begynder efter 20.00, så er der garanti for at jeg falder i søvn. Ligegyldigt hvor meget slik, cola og tjubang det indebærer. Palads var det eneste sted, hvor filmen blev vist på et acceptabelt tidspunkt. Og ja, selvfølgelig sad der en og snakkede under halvdelen af filmen.

Nåh ja, vi så forresten American Sniper. Den var god. Ret meget krig. Og for fanden, hvorfor var der ikke nogen der havde fortalt mig at han er død!? Nej, det er ikke en spoiler, når den er baseret på virkelige hændelser.


04 marts 2015

TING JEG IKKE FORSTÅR #1

  • Culottes. De her mærkelige lidt for korte og samtidig lidt for vidde bukser, som modebranchen mener vi skal gå med. Nej siger jeg, bare... nej!
  • Manglende høflighed i offentlig transport. Man kan faktisk godt sidde 3 mand ved siden af hinanden på sæderne i S-togene. De er faktisk designet til det. Og nej, det er ikke okay at grynte utilfreds og sukke højlydt, når jeg be'r jer rykke lidt sammen.
  • At der ligger en seddel i postkassen om at postbuddet ikke kunne aflevere pakken i går, og at selv samme pakke nu kan afhentes på posthuset. Du var der jo ikke! Lad være med at lyve! 
  • Hvorfor er det at du skal høre så høj musik i dine billige høretelefoner. Jeg er overhovedet ikke interesseret i at lytte til en skrattet version af det du hører.
  • Duftlys. Og røgelse! Arhmen, det give jo kvalme for pokker! 
  • Snapchat. Jeg er ikke helt med på, hvorfor det er fedt. Er det fordi jeg ikke er på Snapchat? Går lyset op for mig, hvis jeg opretter en konto? Åh, men hvorfor dog?
  • Hvorfor jeg altid vælter, når jeg kører fuld på cykel. (Okay, det ved jeg jo godt. Men det er stadig smadder irriterende. Især når det sker, mens man holder stille...)
  • Hvorfor er det, at to mødre med hver deres barnevogn insisterer på at gå side om side på fortovet. Jeg er godt med på, at barnevogne fylder, og dem skal der være plads til. Men side om side!?
  • Prisen på støvsugerposer...?!

BLOGROLL #1

Jeg følger mange blogs. Som i rigtig mange. VIRKELIG mange. Det er efterhånden noget, der har taget overhånd, og som jeg overvejer at skære ned på. Og så alligevel ikke. For hvilke skal man vælge fra? Hvis den ene nu er lidt sløv til at få udgivet et nyt indlæg, så er der altid en anden, man kan kigge på. Til gengæld er jeg ikke kommet til, at jeg følger nogen på Bloglovin' eller andre samlingsmedier. I stedet for at gøre det nemt for mig selv,  vil jeg meget hellere sidde hver dag og huske navnene (eller i hvert fald begyndelse, browseren husker oftest resten for mig). Baaaahhh, jeg burde tage mig sammen og bare følge.


Nå, men her er altså første del af de blogs, jeg følger. Jeg har forsøgt at kategorisere dem lidt. Fordi det er så rart at putte ting i kasser...?


DE SJOVE / RAPKÆFTEDE

Jeg elsker sjove damer, som er rappe i replikken, tør kæfte op og tør stå ved, hvad de siger! Bum!

Twinpeaks

Startede med at følge denne blog via et like fra en folkeskoleveninde (som jeg ikke har anden kontakt med, end den på FB) på FB, da bloggen (altså Twinpeaks) var helt ny. Og hvorfor følger jeg den så? Fordi MM gik i 3. g på mit gymnasium, da jeg gik i 1. g. Oh my GAWD - så er jeg jo også næsten en celeb. Det var i hvert fald sådan, det startede. Og hey, så er hun gift med en skuespiller. Som jeg faktisk har set i fjerneren. Vildere bliver det vist ikke. At hun så er mega sjov og fuld af selvironi gør ikke valget om at følge hende sværere. 


Miriams Blok

Blev ledt til denne via Twinpeaks. Miriam hun er sjov! Og sarkastisk. Og skarp. Og ikke sådan at vippe af pinden. 


Skalotteløg

Blev ledt til denne via Miriams Blok (fornemmer man en form for blogger-pyramidespil...?). Charlotte er til tider sjov, har en god selvironi, men jeg må desværre erkende, at der har sneget sig en del baby-snak ind. Indtil videre er det okay, for hun siger alle de ting, man ikke må sige - så selvom jeg ikke har børn (eller planer om at få dem lige foreløbig), så er det stadig underholdende.


Sneglcille


Endnu en mor med en sund portion selvironi. At hun så ser brandgodt ud - selv med afkom i maven - ser vi lige bort fra.


Twinnies

To vanvittigt sjove tøsepiger og et sprog, som simpelthen er så underholdende at læse. En god blanding af tekstunge indlæg og mode. Fælles med ovenstående blogs er, at de heller ikke blottet for selvironi og en god gang sarkasme.


Jep, det var første del. Jeg tænker der i hvert fald er grobund for 2-3 lignende indlæg med andet tema.

03 marts 2015

ÆLLER BÆLLER KARAMELLER!

Jeg lavede karameller i weekenden. Okay, det er løgn. Det er længe siden jeg lavede karameller, men på en blog skal der også være opskrifter - har jeg set. Og det her indlæg lå stort set klar. Så nu leger vi, at jeg lavede karameller. Så kan jeg lege at jeg spiste dem alle sammen og nød dem uden at tage det mindste på eller få dårlig samvittighed.

Da jeg var barn lavede min søster ofte karameller, og var man en god lillesøster, kunne man få lov at smage. Hun brugte en opskrift fra en af min mors gamle kogebøger. De smagte dejligt, men det var altid nogle hårde sataner, og kom man til at bide i en, var der stor sandsynlighed for at man ville knække en tand eller to. Så med erindringen om min barndoms stenhårde karameller, har jeg aldrig rigtig kastet mig ud i karamelkogningens kunst. Før nu. For den bløde, seje karamel skulle besejres, koste hvad det ville.

Væbnet med tålmodighed og Google, fandt jeg frem til Anne au Chocolat's opskrift på karameller. Umiddelbart en simpel og idiotsikker opskrift. Og det var den faktisk også. Stort set.... Væbnet med de sparsomme ingredienser gik jeg igang. Du skal bruge:

1 ds kondenseret mælk
120 g smør
2 spk honning
150 g rørsukker
Fyld efter eget ønske (jeg brugte hakkede hasselnødder)

Det hele skal smeltes sammen under konstant omrøring, til massen får den rigtige farve...

Første omgang gik ikke så godt. Da fremstillingen foregår uden sukkertermometer, er man primært afhængig af vurdering af farve og konsistens af massen. Og nå ja, første omgang fik altså ikke lov at koge længe nok, og endte derfor aldrig med at stivne helt. Det smagte selvfølgelig stadig vidunderligt, men noget fedtet stads var det. Senere forsøg har vist, at man faktisk bare kan tage den stivnede masse, varme den op igen og koge mere ind, til den er mørkere...

Anden omgang fik lidt længere tid på komfuret og massen fik da også en mere gylden farve end første omgang. Men da karamellen røg på køl i de obligatoriske 4 timer (så længe behøver en utålmodig sjæl altså ikke vente...) blev de hårde som min barndoms karameller. Fuld af skuffelse og mismod var jeg på nippet til at gi' op, da det viste sig, at tog man karamellerne ud og lod dem stå lidt ved stuetemperatur inden indtagelse, fik de den helt rigtige konsistens. 

Mmmmhhh, måske jeg snart skulle lave nogle flere...

[Æller bæller karameller ]

02 marts 2015

ÅRSKORT TIL TEATER GROB

Jeg bliver nødt til lige at slå et slag for Teater Grobs fantastiske tiltag. Selvom jeg måske i virkeligheden gerne ville holde det for mig selv...  

Til de teatertossede, eller dem der ikke kommer afsted fordi det der med teater det er simpelthen for dyrt, har Grob lavet et årskort, som kan købes til den nette sum af 350 hvis du er en ung knægt/tøs på maks. 30 og for 500 kr for alle som har rundet en mere voksen alder. Og ja, så kan man ellers komme ind og se alle forestillinger. Uden overhovedet at hive tegnedrengen frem igen.

Jeg elsker Grob - gjorde det også før jeg fik årskort - nu elsker jeg det bare lidt mere. Jeg er endnu aldrig gået ubetinget skuffet derfra. Nogle forestillinger har naturligvis vakt større glæde end andre, men nåh ja. Det er mit andet år med årskort og jeg har tænkt mig at fortsætte. Også selvom jeg nu er en gammel hejre, der er nødt til at betale fuld pris.

Så kom dog afsted og køb det. Eller lad være, så er der flere pladser til mig. Uh, du får en mulepose med. Bonus!


[Scrren dump af Grob's hjemmeside www.grob.dk]

BIRDMAN I BIFFEN

Søndag var jeg med Filejsen inde og se Birdman. Ja ja, se mig - jeg kommer ud og alt muligt. Ja, men kun når der er nogen til at vriste mig ud af sofaen.

Nå, men altså, vi var inde og se Birdman. Jeg havde ret stor forventninger, I ved, grundet Oscar og al den gode omtale. Jeg blev ikke skuffet. På nogen måde. Men jeg kan godt se at det er en film der deler vandene, den vil helt sikker ikke være for alle. Men hvis man er til skæve komedier, med godt skuespil og interessante filmiske greb (næsten hele filmen ser ud som om den er taget i et "take" - ret fed effekt) så vi jeg klart anbefale den. Om ikke andet, så fordi du lige som jeg var lidt forelsket i Michael Keaton i Batman-dagene eller Edward Norten i Fight Club (årh kom nu, indrøm at jeg ikke var den eneste).



NYT ÅR, NY BEGYNDELSE

Bloggen her har haft fødselsdag. Flere gange. Fuldstændig ubemærket. For - let's be honest - jeg kom aldrig rigtig ind i rytmen med at blogge. Det blev aldrig rigtig en vane for mig.

Det ændres nu.

En frisk start. Med mere seriøsitet. Ikke i indlæggene. Næh, jeg håber faktisk de kan blive mere platte. Men seriøsitet omkring at udgive indlæg regelmæssigt. Så må vi jo se om nogen har lyst til at følge med.

Velkommen til en frisk start og en blandet landhandel.

[Jep, en pony - fordi den er fin. Fundet her]