29 juni 2015

SOMMERUDSALG - I WANT

Så er sommerudsalget startet. Var der ikke engang, hvor der var udsalg én gang om året, nemlig januarudsalget, og så gik man amok? Nå, man skal jo ikke kimse af muligheden for at købe nyt kluns til den halve pris. Og selvom jeg overhovedet ingen penge har, så kan man da altid lægge ting i den virtuelle indkøbskurv og så lege at man køber det. Ind til videre har jeg klikket på nedenstående. Generelt drømmer jeg bare om at gå amok med dankortet, men grundet lavvande i kassen, at sommeren lader vente på sig (indtil i morgen, åbenbart (!)) og det faktum at jeg stadig er lidt større, end jeg har lyst til, så forsøger jeg at holde mig tilbage. Lad os nu se om det lykkes. Og ellers kan man jo altid drømme...
[Nederdel fra COS, sko fra ganni, top fra Ganni, nederdel fra Second Female, shorts fra Second Female, skjorte fra Second female, nederdel fra Geztus, skjorte fra Second Female]
(Jeg kan så allerede nu afsløre, at én af ovenstående items er klikket hjem. Så meget for rygrad!)

26 juni 2015

BYENS BEDSTE 2015

AOK har fået kåret Byens Bedste 2015, en liste jeg holder meget øje med. Dels er vinderne ofte et besøg værd, men hvis man mangler inspiration til nye spisesteder, kan det også være en god idé at tjekke de øvrige nominerede ud.

Af vinderne skal jeg helt sikkert have besøgt:

  • Llama - byens bedste på budget
  • Neighbourhood - byens bedste nye restaurant
  • Møller Kaffe & Køkken - byens bedste morgenmad/brunch
  • The Donut Shop - byens bedste søde sager

Og så skal jeg ellers have kigget hele listen af nominerede igennem, så der kan findes nye gode steder at besøge.

Alle vinderne og de nominerede kan ses på AOKs hjemmeside
Foto: Kaspar Mørk

18 juni 2015

PÅ DET SENESTE HAR JEG... #2

  • Forsøgt at smelte mit og Filejsens hjem sammen i en 3-værelses lejlighed. Det er umuligt at beskrive, hvor grimme nogle af hans møbler er.
  • Været syg efter flytteræs. Det der med skiftevis at kampsvede og sætte sig ind i en bil med aircondition er åbenbart ikke sundt.
  • Ædt alt for meget is. Det er måske ikke så underligt, at jeg bliver ved med at være en tyk trunte.
  • Forsømt bloggeriet. Nu var jeg ellers lige kommet så godt igang. Der bliver strammet op!
  • Panikket over Filejsens forestående kandidatreception, som jeg står for planlægningen af. Jep, jeg panikker stadig.
  • Været i IKEA alt alt ALT for mange gange. Og mangler stadig noget! Måske vi bare skal flytte ind i IKEA...
  • Overhovedet ikke fulgt med i valgdebatten. Men det er der jo heldigvis masser af tid til inden imorgen.

16 juni 2015

UD OG SPISE

Jeg er et madøre. Jep, man bliver ikke en rund trunte af at sidde og æde gulerødder og selleri dagen lang. Jeg betragter ikke mig selv som kræsen og spiser stort set det meste, der bliver serveret for mig - på nær remoulade! Jeg kan ikke udstå remoulade!

Jeg elsker mad, og jeg elsker at spise den ude. Bevar's, jeg er rigtig glad for at lave mad selv og er også en habil hjemmekok, men der er bare noget særligt ved at gå ud og spise. Sætte sig ved bordet og vide, at nogen har sørget for at snitte, braisere, blanchere og anrette maden for mig. Der bliver skænket vin i mit glas. Og der er en anden, der sørger for at tage opvasken.

Jeg kan godt lide rigtig god mad, men jeg er ikke specielt snobbet omkring hvor jeg spiser. Når vi spiser ude, er det tit i hverdagen, for at komme lidt væk fra kødgryderne (og fordi ingen af os er særligt begejstrede for at handle), og så behøver det ikke nødvendigvis koste en formue. Så nedenfor er nogle af mine yndlingssteder i København, når man trænger til et godt måltid uden at det skal ruinere en.

Madklubben

Generelt er jeg ret begejstret for Madklubbens restauranter. Deres manifest er fremragende mad til fornuftige penge, og det synes jeg man får. Der er plads til at skeje ud på menukortet, hvis det er det, man ønsker, men ellers kan man altid finde noget, hvor man kan blive mæt for ca. 200 kr. Med et vinkort der også ligger i den fornuftige ende, synes jeg sagtens det kan undskyldes at gå ud og spise på en helt almindelig onsdag.
[Lækre billeder nupset fra Madklubbens hjemmeside.]



Café Gavlen

En af mine lokale cafeer. Den er blevet en ny favorit. Dels på grund af stemningen, der er lidt brunt værtshus over indretningen, som skaber en rigtig hyggelig atmosfære. Dels på grund af øludvalget, de har altid andet end Tuborg og Carlsberg i hanerne. Dels på grund af maden, smørrebrød lavet fra bunden og lækre hjemmelavede kager, hvor udvalget skifter. Skal jeg ud og spise frokost i området, vil jeg 9 ud af 10 gange vælge Gavlen. 
[Billeder nuppet fra Gavlens instagram]

Sebastopol

Den lokale bistro på Sankt Hans Torv, som serverer god gedigen fransk mad, ikke højpandet gastronomi. Jeg har især altid været glad for deres moules frites og deres steak frites - de ved hvad det betyder, når man bestiller sin bøf bleu. Og så er det stort set altid til at få bord, et kæmpe plus i min bog da det der med at spise ude ofte er en spontan beslutning herhjemme.
[Billederne er planket fra Sebastopols hjemmeside]








09 juni 2015

DENNE SOMMER VIL JEG IKLÆDE MIG...

En af de største udfordringer for mig, når vi skifter årstid, er at undlade at købe mig fattig i samtlige nye tendenser. Så i år har jeg forsøgt at tage udgangspunkt i det jeg allerede har, der fungerer. Og så supplere op med flere af den slags, hvis det altså er nødvendigt. Så nedenfor er et overblik over, hvordan jeg har tænkt mig at klæde mig denne sommer. Hvis det altså nogensinde bliver rigtig sommer.


Birkenstocks

Sandalen der deler vandene - nogle elsker dem, andre elsker at hade dem. Jeg hører til første kategori, og er allerede på mit andet par i sort. Jeg overvejer dog, om der skal investeres i et par hvide, for at give det hele lidt mere summer-feeling.

Florlette maxikjoler

Hvis jeg kan finde en maxikjole med ærmer, så er jeg solgt. Jeg synes det er noget af dem mest fantastiske at have på om sommeren, og afhængig af anledning kan den både dresses op eller ned. Jeg vil gå efter en i et florlet materiale og gerne med et lyst mønster eller en lækker farve, så det hele ikke bliver sort og gråt.





Isabel Marant agtige nederdele

Jeg har allerede nederdelen yderst til højre, og jeg skambruger den. Derfor føler jeg også at jeg kan retfærdiggøre endnu et køb af samme type. For den fungerer både om sommeren med bare ben og i de kolde måneder med sorte strømpebukser. Og så kan den også dresses både op og ned, men de rette accessories og sko.

Stråhatte

Jeg elsker at gå med stråhatte og har pt. 3 i samlingen. Så jeg glæder mig bare til vejret forhåbentlig snart arter sig, så man ikke ligner en landsbytosse hver gang man ta'r en på. Eneste ulempe ved stråhatte - og al anden hovedbeklædning - er hattehår!

Matchende shorts og bluse

Jeg elsker shorts og blusesæt. Der er ikke så mange overvejelser, det passe bare sammen. Jeg har allerede et sæt fra Cecilie Copenhagen, men tænker at jeg skal have købt mig et klassisk sæt i sort og hvid. Og så er jeg helt vild med sæt nr. 2 og 3 fra venster - hvis bare der er råd. Og mine fede lår kan være i shortsene uden det bliver a'la cykelshorts.

Oversized silkeskjorter

Jeg HADER at svede. Øv hvor jeg synes det er træls. Og det lugter også dårligt. Jeg er derfor begyndt at fokusere meget på, hvilke materialer jeg iklæder mig om sommeren. Og silke er klart en favorit. Jeg har allerede en oversized mørkegrå silkeskjorte fra Prag genbrug hængende. De har dem i alle mulige farver, med korte og lange ærmer og til ingen penge. De kan både styles løst, nede i et par bukser eller en nederdel og med bælte i taljen. Jeg skal helt sikkert have købt et par stykker i nogle lækre lyse farver.



Kimono

Min røv er stor. Den er bred og den stritter. Lige siden hormonerne begyndte at fræse rundt i de tidlige teenageår, har den gjort sådan. Så hele mit liv har jeg gjort hvad jeg kunne for at skjule den. Her er en kimono en rigtig god løsning. Og så er den endda in fashion. Win Win!! Jeg tænker jeg skal have en helt lang en af slagsen.



01 juni 2015

LONG TIME NO SEE

Bum, så gik der næsten en uge uden lyd. Det er som om, dagene nogle gange ta'r hinanden, og tiden bare går. Da jeg var barn (jep, en anekdote), sagde min farmor altid, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden. Hold fast jeg syntes hun var en krage, der var altid for længe til jul, sommerferie, min fødselsdag. Men kragen havde ret. Sgu! Så ja, I'm officially old. Nå, men tiden er altså gået med:
  • at hjælpe filejsen med at blive færdig med sidst speciale. Det blev han, og det burde være afleveret nu.
  • at være på kanalrundfart med FRI YP (Forening af Rådgivende Ingeniører - Young Professionals). Bare rolig, jeg er stadig gammel, man kan nemlig være med til man er 40...
  • spise bøf på Sebastopol, en bistro på Sankt Hans Torv. Det er ikke højpandet gastronomi, men god gedigen fransk kost. Det er mit go-to sted, når jeg ikke lige ved, hvor jeg skal hen. Og så forstår de, når man bestiller sin bøf 'bleu'. 
  • at være i IKEA. Der var mulighed for at låne en bil, så lørdag aften kørte vi da lige et smut i IKEA. Vi havde lidt over en time før lukketid, og det var befriende at slippe for alle børnefamilierne. Og for en gangs skyld havde de alle de ting, vi skulle have. Optur!
  • bygge rede. Vi flyttede filejsens adresse, så nu bor vi vel officielt sammen. Og så blev der hængt hylder op i badeværelse og køkken. Efter næsten 3,5 år i lejligheden begynder der nu endelig at være styr på tingene. Det vil sige, lige indtil alle filejsens ting flytter ind.

[Billede lånt af intet mindre end fabelagtige Maren Uthaug lige her.]