16 oktober 2015

DATE NIGHT #2

Onsdag var det date night. Sådan helt nede på jorden "dinner and a movie" bortset fra at movie var byttet ud med teater. Turen gik nemlig til Husets Teater, hvor vil skulle se forestillingen Illusioner. Jeg havde glædet mig ret meget, da jeg har hørt en del godt om stykket.

Husets teater ligger ved Halmtorvet, så det var nærliggende at få en bid mad i Kødbyen. Da Tommi's Burger Joint åbnede med gratis burgere til folket i sommeren '14, gik vi desværre forgæves. Så nu skulle det være. Vi er inkarnerede nørrebroere og kommer ikke så ofte på de kanter, så Kødbyen er uudforsket område for mig. Det skal forhåbentlig være slut nu.

Burgeren hos Tommi var lige som den skulle være, bollen blød, bøffen rød med en sprød stegeskorpe, salat, tomat og ikke så meget overflødigt fyld. Og så kunne man ellers selv pimpe den med sure agurker, sennep, barbequesauce og alt hvad hjertet ellers kan begære. Og så var den frisklavet. Fritterne var tynde og sprøde, vi købte mayo til og ellers var der ketchup på bordet. En rigtig god oplevelse. Der var vanvittigt mange mennesker, så vi var glade for at vi kom så tidligt, så vi kunne få et bord. Og så leder stemningen en over til en klassisk lidt snasket (på den gode måde) burgerrestaurant i USA. Alt i alt en rigtig god oplevelse.
[Billede lånt på AOK's hjemmeside]
Fordi vi var så tidligt på den, var der tid til at få en øl efter maden. Vi begav os derfor over på Warpigs, som serverer mad og Mikkelser's øl - vi kom der kun for øllen. Men er du gal, der skal jeg også over og spise. Konceptet er det samme som en restaurant, vi prøvede i Brooklyn, hvor der blandt andet serveres pulled pork efter vægt. Nå, men på Warpigs sidder man i en nedlagt slagtehal, hvor man kan se skinnerne, slagtesvinene har kørt rundt på. På fantastisk fin vis er det lykkedes at skabe en hyggelig stemning med langborde og en belysning, der er så balanceret, så man ikke er i tvivl om, man er i en slagtehal, men samtidig er så dæmpet, at det ikke bliver for "koldt". Og øllen fra Mikkelers var som altid god.
[Billede tyvstjålet herfra]
Efterfølgende begav vi os over til Husets Teater. Jeg har aldrig været på Husets Teater, så jeg havde ingen forventning til, hvordan stilen er, og hvor stor salen er. Jeg er mest vant til mit lokale teater Grob, som ofte tager nogle meget tunge emner op, og hvor man forlader stedet med en noget dyster sindsstemning. Jeg vidste dog, at det stykke, vi skulle ind og se, var nyere russisk teaterkunst.

Jeg må være ærlig: jeg kedede mig lidt. Skuespillerne gjorde det rigtig godt, scenografien var fin, jeg kan godt se, hvad man forsøgte med opsætningen, men det gik simpelthen for langsomt. Stykket varer 1 time og 45 minutter, og det var for mig i hvert fald en halv time for langt. Det var bare for fladt og begivenhedsløst. Stykket bestod af en række fortællinger om fire personer; to ægtepar. Halvdelen af historierne hang sammen, mens den anden halvdel bare var lidt malplacerede og ikke rigtig havde nogen relation til de øvrige fortællinger. Ja ja, så skal jeg sikkert uddrage noget af personernes karakter fra de ikke-relevante fortællinger og dermed få et helt billede af dem. Det var jeg så for dum til.

Så det var ikke en kæmpe succes. Men baren er billig, en stor fadøl og et glas hvidvin til 85 kr. det kan man vist ikke kimse af. Og jeg er bestemt ikke afskrækket fra at komme på Husets Teater igen.
[Billede fra Husets Teaters hjemmeside]

Ingen kommentarer: