22 maj 2015

BALLET BALLET BALLET

Jeg har i en relativt sen alder opdaget, at jeg er ret begejstret for ballet. Jeg ved ikke noget om det, og jeg kan heller ikke se om én danser har en bedre teknik end en anden. Men det fede ved ballet, og ved at sidde i en stor sal sammen med en masse andre ballettosser, er, at man kan mærke på stemningen i salen, når niveauet er virkelig højt.

Nå, men siden Nikolaj Hübbe kom til på Den Kongelige Ballet, er der blevet gjort tiltag til at gøre balletten tilgængelig for det brede publikum. Det startede med Dance2Go, hvor man for 150 kr. kunne komme ind og snuse til forskellige bidder af nogle balletstykker - både noget klassisk og noget moderne. I går var jeg inde og se noget lignende: Take Four. Lidt samme koncept, bare fire dele; de to første mere klassiske, mens de to sidste var moderne opsætninger. Og slap nu af det var godt. Det var så godt, at jeg godt kunne finde på at tage ind og se det igen imorgen. Især den sidste del var helt vild - det skal man vist opleve for at forstå. Og så skal man selvfølgelig synes, at det der med dans er fedt.

Så hvis du lige ligger inde med 200 kr. du ikke ved, hvad du skal bruge på, så ta' i Skuespilhuset i morgen. Der er både forestilling kl. 12 og kl. 20. Og for 200 kr. får man altså virkelig meget ballet for pengene. Og så kan man jo altså poste et billede på Insta og tjekke ind på fjæsen så ens venner kan se hvor kulturel man er!

Man må ikke tage billeder under forestillingen. Det gider jeg sådan set heller ikke, jeg vil hellere sidde med åben mund og polyppos og kigger på hvad der foregår på scenen. Anywho, nedenfor er nogle billeder, som jeg har planket fra det kongeliges hjemmeside.




Ingen kommentarer: