15 september 2015

PENDERLIV #1

Jeg er pendler. Jeg har været pendler siden 2010. Alle hverdage - fraregnet sygedage, feriedage, helligdage og alt det der - siden 2010 har jeg brugt mellem 45-60 minutter på at transportere mig til og fra studie og senere arbejde. Hver vej! Og det foregår vel at mærke både på cykel og med S-tog - og nogle gange bus. Man kunne kalde mig ekspert. Og uden der er blevet bedt om et ekspertvidne, vil jeg alligevel komme med følgende brok forklædt som observationer:

  • hvis du ikke aktivt står og holder en cykel, står med en barnevogn eller sidder i en kørestol (eller lignende), så smut ud af flexrummet. Der skal min cykel og jeg nemlig være. Sammen med de 20 andre, der står bag mig.
  • hvis et S-tog er mere end 5 minutter forsinket, og samme linje bagefter kommer rettidigt, bliver det forsinkede tog aflyst eller kører uden stop til endestationen. Hver.eneste.gang!
  • man skal ikke frygte for sit cyklistliv i København. Det er ude i forstaderne, man bliver kørt ned. Hvis jeg fik en flaske champagne (eller asti - det' fint med mig), for hver gang jeg har været ved at blive "klippet" i en rundkørsel i en forstad, ville jeg blive meget fuld - hvis jeg drak det hele på én gang.
  • det regner altid når man skal hjem. Punktum!
  • nu kommer der en, der sikkert vil sætte manges pis i kog: jeg er frygtelig ked af at du ikke ser anden udgang, end at tage dit eget liv. Men kunne du gøre det på en måde, der ikke forstyrrer - hvad ved jeg - 100.000 pendleres arbejdsdag?
  • nej, du må ikke sove - og samtidig lugte af tis - i S-toget. Du må gerne sove, bare du ikke snorker. Men du må aldrig - ALDRIG - lugte af tis.
  • jeg gider ikke høre din rådne musik ud igennem dine dårlige høretelefoner, når du har skruet helt op for volumen. Og det er heller ikke godt for din hørelse.
Åh, jeg kan mange flere. Pendlerlivet er rædselsfuldt. Lad os tage dem en anden dag.

Ingen kommentarer: