13 oktober 2015

FRISØRSKRÆK

I dag skal jeg til frisøren. Noget jeg frygter på samme måde, som mænd frygter en prostata-undersøgelse. Arh okay, måske ikke helt lige så slemt. Men tæt på!

Jeg har egentlig ikke tidligere været bange for frisører. Lige ind til jeg pludselig fik ret meget fald/krøl i håret. Det startede med, at jeg havde en undercut, som jeg gerne ville have groet ud. Mit hår var relativt langt, så det var noget med at klippe det op i en page. Den pågældende frisør opdagede så, at jeg havde en del fald i mit hår. Hun gik faktisk så langt som til at kalde det krøller. Jeg var begejstret! Hvis der er noget, jeg altid har ønsket mig, så er det krøller. Så hun gik i krig og klippede en masse krøller frem. Og kom så med det forslag, at vi skulle lade håret i nakken være lidt længere end det forreste. Her skal det lige indskydes, at jeg også have pandehår, som jeg havde en plan om at gro ud. Alt strittede på mig, da hun foreslog det, men som den autoritetstro generte lille mus jeg var, i hvert fald dengang, gik jeg med til det.

Og det var forfærdeligt. Det lignede mest af alt en mullet. Jeg betalte de 600 kr., som åbenbart er minimumsprisen for at gå til frisør i hippe København, gik hjem og græd. Hele den næste uge kæmpede jeg med at lave frisurer, hvor det bagerste hår var sat op, inde under noget af det andet, som så krøllede fint ud over. Det fungerede, men var jo ikke rigtig det, jeg ønskede. Jeg endte med at få en veninde til at klippe det kortere i nakken, så længden var ens hele vejen rundt. Og nu fungerede det. Vi taler en frisue a´la Carrie i 5. sæson af SATC, hvor hun pludselig har klippet sig korthåret.

Jeg har været ved en frisør en gang efterfølgende, hvor mit hår efterhånden var ved at blive ret langt. Det er så ca. 1,5 år siden. Det var egentlig en rigtig fin oplevelse. Frisøren lå bare på Vesterbro. Nu har jeg så fundet en frisør på Nørrebro, lige rundt om hjørnet, og så må vi se hvordan det går. Min frygt er at ende med en mulletlignende frisure igen, fordi han klipper for korte etager i det, for at få krøllerne frem.


Åh, jeg må mande (kvinde?) mig op og forsøge at fortælle, hvad jeg gerne vil ha’.

Jeg drømmer om noget i retning af nedenstående. Men som er klippet så det kan holde mere en en halv time - jep, har tykt tungt hår, så det er noget af en udfordring. Måske man bare skal klippe det hele af, problem solved.

 

07 oktober 2015

EN KORT EN LANG PÅ NØRREBRO TEATER

Mit navn er Theresa B, og jeg er teatersnob.

I sidste uge var jeg på Nørrebro Teater. Vi havde for en evighed siden købt billetter til forestillingen En Kort En Lang, da man kunne få billetterne til halv pris. Forestillingen er baseret på filmen En Kort En Lang - en film som jeg har set et utal af gange, jeg kan efterhånden alle replikkerne udenad. Så det var bestemt ikke en let opgave for Nørrebro Teater at løfte. Forestillingen har dog fået gode anmeldelser, så jeg havde egentlig skruet forventningerne i vejret.

Lad mig starte med at sige, jeg er ikke fan af musicals. It's just not my scene. Jeg kan godt værdsætte, at skuespillere kan være eminent dygtige til at synge og danse. Og jeg kan også godt se det effektive i at få en sang til at indgå som del af en forestilling. Men det er stadig ikke for mig. Det sagt, så fungerede sangene egentlig rigtig fint i En Kort En Lang. Skuespillerne sang godt, og teksten passede ind i handlingen, uden at det blev for søgt.

En anden ting, der fungerede rigtig godt, var scenografien. Med meget få midler lykkedes det at føre hele stykket igennem alle de forskellige lokationer, der er i filmen. 

Men jeg kunne ikke lide det. Og jeg havde meget svært ved at sætte ord på, hvad det præcis var jeg ikke brød mig om. Jeg prøver dog alligevel at få det til at give lidt mening:

Stykket er humoristisk - som filmen er. Men fordi jeg kan filmen udenad, var der ligesom ikke noget, som var overraskende og sjovt. Jeg vidste præcis hvilke jokes, der kom hvornår. Et par gange var det lykkedes at skrive nogle sjove replikker ind i stykket, og der lo jeg også. Men det var også det.

Mange af skuespillerne var meget karikerede. Karakteren Frederik, som spilles af Peter Frødin i filmen, er karikaturen på en bøsse - også i filmen - men i stykket kammede det bare over. Det blev simpelthen for karikeret og overspillet. Og sådan var det med stort set alle roller, på nær lige de to mandlige hovedpersoner, som jeg synes gjorde det rigtig godt.

Jeg tror alle andre i salen var vel underholdt - sådan lød det i hvert fald - så konklusionen må blive, at fejlen ligger hos mig. Jeg kendte baggrundsmaterialet for godt, jeg gik ind til en genre jeg i virkeligheden ikke bryder mig om, jeg er en teatersnob.

Billederne nedenfor er planket fra Nørrebro Teaters hjemmeside.






24 september 2015

BESØG I METROSKAKTEN

Forleden var jeg på metrobesøg. Med sikkerhedsvest, sikkerhedssko og hjelm, du! Det foregik på pladsen i Nørrebro Parken. Det bliver ikke en metrostation, når det hele er færdigt, men fungerer udelukkende som skakt, mens byggeriet står på. Det vil sige der bliver hejst materialer ned og jord op og den slags. Og hold nu op det var spændende. De kunne fortælle en masse, dels om hvordan de sikrer hele området i forhold til eksempelvis spredning af forurening og sætningsskader på de omkringliggende bygninger.

Der er rundvisning på søndag på pladsen i Sortedamssøen. Jeg tror ikke, det er en lige så detaljeret rundvisning, som den jeg var på forleden, men jeg tror stadig det er spændende. Så jeg overvejer at tage afsted.

Og ja, fra byggepladsnørden kommer her lidt billedspam. Er jeg virkelig den eneste der tænder på store konstruktioner?!







15 september 2015

PENDERLIV #1

Jeg er pendler. Jeg har været pendler siden 2010. Alle hverdage - fraregnet sygedage, feriedage, helligdage og alt det der - siden 2010 har jeg brugt mellem 45-60 minutter på at transportere mig til og fra studie og senere arbejde. Hver vej! Og det foregår vel at mærke både på cykel og med S-tog - og nogle gange bus. Man kunne kalde mig ekspert. Og uden der er blevet bedt om et ekspertvidne, vil jeg alligevel komme med følgende brok forklædt som observationer:

  • hvis du ikke aktivt står og holder en cykel, står med en barnevogn eller sidder i en kørestol (eller lignende), så smut ud af flexrummet. Der skal min cykel og jeg nemlig være. Sammen med de 20 andre, der står bag mig.
  • hvis et S-tog er mere end 5 minutter forsinket, og samme linje bagefter kommer rettidigt, bliver det forsinkede tog aflyst eller kører uden stop til endestationen. Hver.eneste.gang!
  • man skal ikke frygte for sit cyklistliv i København. Det er ude i forstaderne, man bliver kørt ned. Hvis jeg fik en flaske champagne (eller asti - det' fint med mig), for hver gang jeg har været ved at blive "klippet" i en rundkørsel i en forstad, ville jeg blive meget fuld - hvis jeg drak det hele på én gang.
  • det regner altid når man skal hjem. Punktum!
  • nu kommer der en, der sikkert vil sætte manges pis i kog: jeg er frygtelig ked af at du ikke ser anden udgang, end at tage dit eget liv. Men kunne du gøre det på en måde, der ikke forstyrrer - hvad ved jeg - 100.000 pendleres arbejdsdag?
  • nej, du må ikke sove - og samtidig lugte af tis - i S-toget. Du må gerne sove, bare du ikke snorker. Men du må aldrig - ALDRIG - lugte af tis.
  • jeg gider ikke høre din rådne musik ud igennem dine dårlige høretelefoner, når du har skruet helt op for volumen. Og det er heller ikke godt for din hørelse.
Åh, jeg kan mange flere. Pendlerlivet er rædselsfuldt. Lad os tage dem en anden dag.

08 september 2015

ÅH PARIS JEG SAVNER DIG IGEN

De nørdede vil opdage, at overskriften er fra en af de måske mindre kendte TV2 sange.

Min fødselsdagsgave fra Filejsen er en tur til Spanien. Nærmere bestemt en lille bjerglandsby Sella, nær Alicante. Og jeg glæder mig - vi glæder os. En lille uge med ro, vandring, vin, god mad, bøger og ro ro ro.

Men mens man glæder sig til næste ferie, kan man jo godt drømme sig tilbage til tidligere ferier og yndlingssteder. Min absolutte yndlingsby - ud over København, but of course - er Paris. Jeg mangler stadig at opleve foråret i Paris, ellers har jeg været der til alle årstider. Det må helt klart blive til næste år.

Så ja, nu er der billed-spam. I sort/hvid og det hele. Bær over med mig...









07 september 2015

LAST WEEK I DID....

Åh, sikke en uge. Og sikke jeg ikke har fået skrevet. Overhovedet. Nå.

Tirsdag var det min fødselsdag. Det blev fejret ved, at Filejsen havde inviteret en håndfuld af mine venner over til middag. På trods af, at jeg før har understreget - på det kraftigste - at den slags slet ikke er mig. Men han gjorde det da bare alligevel. Da jeg kom mig over chokket - og over irritationen over at jeg lugtede af gnu efter en hel dag på arbejde - så var det selvfølgelig rigtig hyggeligt. Så hyggeligt, at der blev drukket lidt for meget vin og gået lidt for sent i seng i lyset af at jeg skulle op og på arbejde dagen efter. Men op det kom jeg dog, og jeg overlevede også dagen nogenlunde.

Torsdag tog vi i Bremen Teater. Der har jeg aldrig været. Specialklassen havde lavet et show, som kostede 25 kr. pr snude. Så altså næsten gratis. Vi havde forventet maks en times underholdning, men det viste sig at være to sæt á knap en times varighed med pause. Og hold nu magle det var god underholdning. Jeg kendte dem godt fra deres DR show Hotel Zimmerfrei, så jeg vidste, hvad de kunne. Men det der var lårklaskende sjovt. Jeg grinede konstance - sikkert hjulpet lidt på vej af en potent drink eller to og til stor irritation for dem i nærheden. Den måde de kunne gribe input og kommentarer fra publikum og så improvisere ud fra det. Virkelig fantastisk. Og alt - ALT - er improvisation.

Og så skal det lige nævnes, at der på Bremen blev delt blå slikkepinde ud (oh yeah!), og hvis man tilmeldte sig deres nyhedsbrev, fik man en lakridspibe. Så det tror jeg nok lige, vi gjorde.
[Fine fine lysekroner i Bremen Teater.]

[Scenen fra vores pladser. Jep vi sad højt oppe, men havde fint udsyn.]
Fredag stod den så på landskamp i parken. Det har jeg alligevel aldrig prøvet før - hverken landskamp eller at være i Parken. Jeg har en enkelt gang set en kamp på Brøndby Stadion og syntes, det var meget sjovt. Jeg er på ingen måde fodboldtosse, men der er noget over at sidde og se en live kamp. Og så mærke stemningen på sådan et stadion. Så vi var en flok, der fortærede burgere fra Grillen for så at bevæge os mod Parken. Og det var virkelig sjovt, hele stemningen, alle fansne, den lurende frygt for, at der ville blive slagsmål (især da vi på vej ud af Parken efter kampen får forvildet os ind i en kæmpe flok Albanere - som dog heldigvis var glade). Kampen var helt klart bedst i 2. halveg, og som helt upartisk tilskuer (yeah right!!) mener jeg, vi burde have vundet.
[Der varmes op.]

[Albaniens tribune. Og de havde en fest. Jeg var megamisundelig. Åh gud, hvor var hr og fru Danmark dog et kedeligt publikum.]
[En rigtig fin gitterdrager i taget over tribunen - jep, vi sad øverst.]
[Min telefons patetiske forsøg på at tage et billede af parken by night.]

01 september 2015

FO'BOLDFILM

Filejsen og jeg skal i Parken på fredag og se landskamp. Så som en lille opvarmning var vi i biffen igår (i Empire, but of course) og se Sommeren '92. For dem der ikke har luret det, så handler filmen om dengang, det danske herrelandshold i fo'bold mod alle odds vandt EM.

Jeg var knap 9 år gammel dengang, men jeg kan stadig huske meget af stemningen. Min far er overhovedet ikke interesseret i sport, medmindre det involverer større mængder hestekræfter (motorsport, forstås), men lige præcis den fodboldkamp så vi. Jeg kan ikke huske kampen, andet end at vi vandt og så stemningen bagefter.

Nå, men filmen er altså Ricardos. Det er hans kamp, der skildres. Og så historien om Kim Vilfort og hans kræftsyge datter, som en lille sidehistorie. Jeg var godt underholdt; fra ende til anden. Med det samme mærker man suset fra dengang. Og klippene mellem filmoptagelser og de faktiske optagelser under kampene dengang fungerer rigtig godt. Og så er den sjov. Der er meget gak og gøjl, uden at det bliver for meget. For det var gak og gøjl dengang. Vi skulle jo ikke have været med, og vi skulle da slet ikke have vundet.

Se den hvis du trænger til god underholdning og et godt skud nationalpatriotisme - for man bliver sgu da stolt af vores lille land, når man bliver mindet om hvad vi kunne engang.